Den danske avis Kristeligt Dagblad bringer 2. marts en kronik, jeg har skrevet i forlængelse af det første år som præst i Canada og Toronto. Kronikken handler om, hvordan kirken er meget mere end kirke. 

Skriv gerne, om du oplever kirken som kulturbærer - og hvordan - nedenfor kronikken. 

FØRSTE ÅR I TORONTO: DANSKE KIRKER I UDLANDET ER STÆRKE DANSKE KULTURBÆRERE

Når danskere mødes i Toronto, skal der spises smørrebrød. Sommer og vinter, til grundlovsdag og jul og når de to årlige basarer trækker fulde hus. Der bliver også spist æbleskiver året rundt, drukket kaffe og ved særlige lejligheder nydes dansk kransekage. Det er ikke uden grund, at hygge og tygge rimer på hinanden!

Når vi samles i Den danske kirke i Toronto, er der næsten altid noget at spise. Både fordi mange kører langt for at nå frem, og fordi fællesskabet om måltidet er kulturbærer. 

Det samme kan man sige om kirken. Kirken i Toronto er en af de stærkeste bærere og vedligeholder af dansk kultur i Canadas største by – langt væk fra Danmarks yndige land. Det at mennesker med danske rødder kan mødes, fordi de har Danmark til fælles, har en stor værdi for dem – og har en stor værdi for vores land som sådan. 

Det er en af de væsentligste erkendelser jeg har haft, efter at have været præst ved den danske kirke i Toronto i præcist et år. At være præst i udlandet handler om at skabe kirke med sin menighed, men samtidigt – i måske lige så høj grad – at skabe rammer om dansk kultur. 

I den nordlige del af Toronto, på Finch Avenue, tæt ved verdens længste hovedgade, Young street, og en travl Subway station ligger den danske kirke. Det har den gjort siden 1966. Her står danske salmebøger, danske bibler og højskolesangbogen på reolerne, og de bliver brugt uge efter uge. Bøgerne står side om side med salmebøger på engelsk (med både engelske salmer og danske salmer på engelsk) og bibelen på engelsk. I kirken pryder Dannebrog væggen sammen med det rød-hvide canadadiske flag, og på bordene i salen pyntes der også med begge landes flag. Kirken i Toronto er nemlig en dansk kirke med rødderne forankret i den canadisk muld. 

Som kirke her i Toronto er vi en del af det canadiske samfund. Danmark og danske værdier er bredt anerkendt i Canada, og når jeg fortæller, jeg er præst i den danske kirke, oplever jeg stor nysgerrighed på vores land. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg, sammen med de mange andre danskere i byen, er levende ambassadører for dansk kultur og værdier i en canadisk sammenhæng. Mange beundrer vores lille land og den måde, vores samfund er skruet sammen. 

Derfor er en af de afgørende opgaver for mig som præst og os som en del af de danske kirke i udlandet at være bærer af dansk kultur; og både de sociale og kulturelle aktiviteter mellem søndagens gudstjenester er afgørende. 

Det talte jeg for nylig med en dansker om, der har boet i Canada i en længere årrække, og som jeg faldt i snak med. Han var ret skeptisk på det folkekirkelige, men i løbet af vores samtale gik det op for ham, hvor meget mere kirken i Toronto er end bare kirke. 

Det er tydeligt i kirkebladet, som vi bladrede i sammen, og hvor 12 af de 16 sider beskriver de kulturelle og sociale aktiviteter, der foregår i kirken: Den ugentlige café om tirsdagen, fredagens folkedans, danske film, opera-frokoster, netværksaftner for ny-tilflyttere. danskundervisning eller spilleaftner for familier – blot at nævne nogle. Det er alt sammen på forskellig vis aktiviteter, der er kulturbærer i det danske fællesskab, hvor kirkens lokaler danner rammen. 

Manden fik en aha oplevelse, og jeg blev mindet om, hvor vigtig en opgave vi har i at kommunikere klart og tydeligt, hvad vi laver.

I Toronto lever dansk og engelsk side om side, selvom engelsk fylder meget. Al kommunikation er på engelsk (kirkeblad, hjemmeside, Facebook og fællesbeskeder i kirken) og det samme er hver anden gudstjeneste. Årsagen er den enkle, at danskerne er gode til at integrere sig i det canadiske samfund. De har giftet sig med ikke-dansk talende, og ofte kan 2. og 3. generation derfor ikke dansk. 

Det får dog ikke det danske til at stå svagere – tværtimod. Når man kommer til gudstjeneste eller arrangementer, er det netop for at møde den danske kultur, selv når det foregår på engelsk. 

Mange af de danskere, der immigrerede fra Danmark til Canada i 1950’erne og 60’erne, lever stadig og kan fortælle om vanskelige år, og hvordan kirken i begyndelsen var deres samlingspunkt og en helle i vanskelige tider.

I dag rejser danskere ud af andre grunde. De rejser som expats med danske virksomheder, på grund af forskning eller måske ansættelse i internationale organisationer. Eller fordi kærligheden trækker. 

Når jeg møder de danskere, er jeg nysgerrig på, om de som expats mon kan bruge en dansk kirke? De har jo ikke de samme udfordringer, som immigranterne havde for 60 år siden, og når man rejser ud i dag, er det jo for at møde verden – ikke for at møde andre danskere. 

Men det samstemmende svar jeg får er, at ”Jo, en dansk kirke er stadig relevant”. 

Det er den af den væsentlige grund, at I kirken er man på hjemmebane, og på hjemmebanen kan man få gode råd, netværk og kultur – samt smørrebrød og æbleskiver. 

”Man er på en eller anden måde foran på point, når man kommer i kirken”, som én formulerer det. 

En anden grund er, at kirken er kulturbærer for nogle af de danske traditioner, som man giver afkald på, når man rejser ud. Derfor er fastelavn, Skt. Hans, Lucia og jul særligt vigtige højtider i kirken, ligesom fejring af dronningens fødselsdag i april, og muligheden for at kunne købe danske importvarer til basaren bliver vigtigt. 

Også på et højere plan spiller kirken en rolle som dansk kulturbærer, nemlig i samspil med danske organisationer, virksomheder og netværk, der er i Toronto, samt Den danske ambassade og konsulatet. Som præst forsøger jeg at række ud og give kulturen en dansk stemme i de sammenhænge. 

Økonomien til at drive kirke og sikre aktiviteter, bygninger og min løn kommer udelukkende fra indsamlede midler. Som migrantkirke er den danske kirke i Toronto i dag 100 % selvfinansieret uden nogen form for økonomisk støtte fra Folkekirken, Danske Sømands- og Udenlandskirker eller den danske stat. Det er en kæmpe opgave, som menigheden her tager på sig ved at opretholde og drive kirken og de mange vigtige kulturelle aktiviteter. Den samme udfordring har de andre danske udenlandskirker rundt i verden. 

Der er ingen tvivl om, at kerneopgaven for kirken og for mig som præst er at holde gudstjeneste, begravelser og varetage de øvrige kirkelige handlinger. At der bliver bedt fadervor på dansk og sunget danske salmer på dansk og engelsk her i Toronto er for mig at se meget meningsfyldt, ligesom jeg ved, at der mange andre steder på kloden bliver holdt gudstjeneste på danske i løbet af et søndagsdøgn. 

Men kirkens arbejde og præstearbejdet er meget mere end det. Det vidste jeg godt inden jeg tog afsted, og alligevel er det først efter at jeg er landet, at det går op for mig, hvor stor og afgørende en rolle kirkerne i verden påtager sig som bærer af danske traditioner og kultur for danskere og dansksindede rundt i verden. 

Danmark og dansk kultur har nemlig rigtigt meget at byde ind med i hele verden, og efter mit første år som dansk præst i Toronto er det blevet meget tydeligt for mig, at de 26 dansker kirker, der ligger spredt over det meste af kloden, er oplagte platforme at bruge i det arbejde – og det, meget gerne med højere grad af støtte ’hjemme’ fra Danmark end det sker i dag. For kirkerne ude i verden kan nemlig meget mere end deres fadervor på dansk og servere dansk smørrebrød. 

Du kan finde kronikken her på Kristeligt Dagblads hjemmeside (for abonnenter)