Pastor Simon har skrevet en kronik, der i dag - mandag den 7. februar 2022 er bragt i Kristeligt Dagblad. 

Find kronikken her - eller læs den her nedenfor. 

Selvom udlandskirkerne har måttet holde lukket og flyttet aktiviteterne online, har corona-pandemien vist deres eksistensberettigelse.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder det gamle ordsprog om en kvinde, der må finde måder at holde varmen på for at klare kulden. Ordsproget kan bruges i mange sammenhænge, hvor man af nød finder nye måder at organisere sig på for at overleve. Nogle af os, der billedeligt talt har oplevet kulden i de snart to år, corona har hærget verden, er menigheder og medarbejdere ved de danske kirker rundt i verden. Her har vi oplevet pandemien på nærmeste hold med et utal af restriktioner, der ofte har været strammere og mere længerevarende end dem, Danmark og folkekirken har været underlagt.

Pandemien har gjort det endnu tydeligere, hvor store forskelle der er på at være sognekirke i Danmark og dansk kirke i udlandet. Hvor kirkerne i Danmark ligger i midten af sognet på toppen af bakken, på torvet eller hvor veje krydser hinanden, ligger de 25 danske sømands- og udlandskirker spredt rundt i verden med store afstande.

Både mellem kirkerne er afstandene store, og det samme er afstanden til vores lokale menighed, der sjældent bor lige om hjørnet. Derfor kommer medlemmerne ikke bare lige forbi deres udlandskirke på samme måde, som man kommer forbi sognekirken i Danmark. Slet ikke når corona har sat ind, og lokale og nationale restriktioner gør sig gældende. For eksempel har Den Danske Kirke i Toronto, hvor jeg er præst, under pandemien været ramt af en nedlukning, der ikke har gjort det muligt at fejre gudstjeneste i samlet set et år – og resten af tiden har der været begrænsninger på, hvor mange vi må samles.

Derfor har vi skullet tænke nye måder at være kirke på, og som kvinden, der skulle lære at spinde, har vi måttet genopfinde os selv for bogstaveligt talt at kunne holde varmen og have til varmeregningen.

Det første og nærliggende værktøj at gribe til var den digitale kommunikations værktøjskasse. Kirke, kristendom og kommunikation hænger uløseligt sammen, og i udlandskirkerne har vi måttet tilpasse vores kommunikation til den nye corona-virkelighed.

Efter det første år med corona evaluerede vi blandt udlandskirkerne, hvad der lykkedes og var svært. Evalueringen viste med stor tydelighed, at vi præster er blevet digitale blæksprutter, der skal kunne meget mere end vores fadervor. Især fylder dét at lave online gudstjenester og andagter meget, og det tager væsentligt længere tid end at forberede en almindelig søndagsgudstjeneste.

Ud over at bruge de kendte kommunikationsplatforme som hjemmesider, Facebook og kirkeblad, sprang flere af præsterne ud som youtubere, og kirkerne fik deres egen kanal på YouTube.

På trods af min baggrund som journalist og mange års arbejde med kirkelig kommunikation, tøvede jeg i starten af corona med at hoppe på YouTube-bølgen. Jeg tænkte, at det var der så mange andre, der gjorde og ville gøre bedre end mig. Både danske og canadiske kollegaer lavede fine videogudstjenester, og jeg tænkte, at dem kunne min menighed jo bare se, men hurtigt erfarede jeg et ønske om, at der også var gudstjeneste fra vores kirke i Toronto.

Det nære var vigtigt, fik jeg at vide, og det viste sig at være rigtigt. Men det var det nære på en underlige måde, for afstanden havde aldrig været større. Folk sad hjemme og fulgte med søndag efter søndag. Stille og roligt voksende menigheden til også at nå dansksindede i andre dele af Canada, i USA og Danmark.

At det kan være meningsfyldt at holde gudstjeneste sammen – hver for sig – ved jeg fra min tid som producent på radiogudstjenesterne på P1. Nu erfarede jeg det også selv som YoutTube-præst, og vi har fundet måder at fejre nadver, barnedåb og begravelse over store afstande. I dag, hvor vi er tilbage til fysiske in person -gudstjenester, som det hedder på disse breddegrader, er vi forsat med at livestreame gudstjenesterne. Dels ud fra et ønske fra den nye menighed, og dels fordi der stadig er mange, der har en angst for at komme fysisk i kirken.

Videokommunikationsplatformen Zoom er også blevet et vigtigt værktøj. For mange er det et værktøj til forretningsmøder, men det kan også bruges til konfirmandundervisning, den ugentlige kirkecafé, generalforsamling og andre menighedsmøder. I nogle af udlandskirkerne er det også Zoom, der bliver brugt som platform til gudstjenesterne og sjælesorgssamtalen.

Et område, hvor der er spundet af nød, og hvor der er grebet dybt i den digitale værktøjskasse, er arbejdet med at flytte basaren online. Basaren er for de danske kirker i udlandet en af de vigtigste sociale og økonomiske begivenheder i løbet af året. Mennesker mødes og handler, og overskuddet går til driften af kirken. I Toronto havde vi allerede købt ind til at afholde vores forårsbasar i maj 2020, da corona satte ind. Derfor var vi tvunget til at rykke vores basar online, for vi skulle jo af med de varer, vi havde importeret fra Danmark.

Det viste sig at være en god idé, for den digitale shop gjorde det muligt for os at få solgt varerne og få en vigtig indtægt, og vi har siden holdt flere online basarer. At det så samtidigt blev og bliver oplevet som en næstekærlig handling, at kirken kan stille danskernes sult efter remoulade, Matador Mix og rugbrødsblandinger, er et ekstra plus.

For mig som præst har den helt store gevinst ved corona-basarerne været, at vi har nået mange flere mennesker. Lakrids og marcipanbrød har været en god anledning til at få kontakt med mange flere dansksindede, og kirken i Toronto har ikke i nyere tid været i forbindelse med så mange, som vi er nu. Det er et billede, der går igen i flere af de andre udlandskirker, at vores position og synlighed som kirker blevet styrket, efter vi af nød blev tvunget til at kommunikere digitalt.

Der, hvor corona har fået det til at kradse hos kirkerne i DSUK, Danske Sømands- og Udlandskirker, er omkring vores økonomi og det fysiske møde.

Efter næsten to år med pandemien skal vi lære at omgås hinanden igen, og antallet af mennesker, der kommer til gudstjeneste og arrangementer, er langt mindre end før pandemien. Nogle af de danske kirkegængere, der boede i udlandet, er flyttet tilbage til Danmark, og generelt skal folk op af sofaen og overvinde en frygt for corona.

Det betyder at vores økonomi er presset, da vi samler langt færre penge ind til kirkens drift, når folk ikke kommer i kirke. Samtidigt skal vi arbejde for at sikre vores relevans, for modsat i Danmark, hvor kirken ligger midt i sognet, og folk lettere kan komme forbi, skal vi som udlandskirker vælges til. Det gælder til søndagsgudstjenester, kirkelige handlinger og alt det, der sker mellem søndagene.

Det bliver for mig en anledning til at overveje, hvorfor vi egentligt har kirker i udlandet, hvis det hele bare kunne foregå digitalt. Coronapandemien har lært mig, at det kan det ikke, og jeg får den samme melding fra mine kollegapræster rundt i verden. Den digitale relation til mennesker har været en måde at holde forbindelsen, når vi ikke måtte være sammen. Men fraværet af det menneskelige, fysiske fællesskab har vist os, hvor værdifuldt det er. Corona minder os om, at mennesker lever af at være sammen med andre mennesker. Måske danskere i særdeleshed, der gerne vil mødes omkring kaffe, smørrebrød og hygge – også ude i verden.

Derfor har vores berettigelse som kirker i udlandet måske aldrig været større set i lyset af en pandemi, hvor vi skal være et sted, der kan rumme de bekymringer og sorger, som følger i halen på corona, og hvor vi skal skabe et samlingssted for fællesskab, samtaler og forkyndelse.